ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Parkeringsbås vendes en kvart omgang
Glostrup 18-01-2012 09:56
73-årige Preben Simmonsen fra Florasvej i Glostrup kan nu glæde sig over, at en aftale er indgået mellem kommune, politi, Lejerbo og ham selv.

Af Mads Louis Orry

 

Sagen her blev omtalt sidste uge i Folkebladet og handler om, at Preben Simmonsen har svært ved at komme ind på sin parkeringsplads, fordi der står en lygtepæl i vejen. Der er så lidt plads mellem en mur på den ene side og altså en lygtepæl på den anden, at Simmonsen, der er handicappet skal ud i en større parkeringsmanøvre, før han kan bakse bilen på plads.

Lejerbo, der førhen ikke ønskede at ændre på parkeringsbåsen, fordi den så ikke ville opfylde lovens reglement, har nu haft møde med Preben Simmonsen, politiet og kommunen. Det skete fredag i sidste uge og forretningsfører Kurt Kristensen kan nu glæde sig over enigheden sammen med borgeren.

- Jeg var derude med kommunen og politiet tidligt på dagen. Vi fandt en glimrende løsning, og beboeren var fint tilfreds, siger Kurt Kristensen.

Konkret vendes parkeringsbåsen 90 grader, så indkørslen bliver nemmere for Preben Simmonsen, der selv har betalt for parkeringspladsen oprindeligt.

Lejerbo har ikke tidligere foretaget sig noget i sagen, fordi man ikke havde hørt om problemet i de to år p-pladsen har eksisteret.

- Men nu er vi glade for, at problemet er løst, og vi går hurtigst muligt i gang med at rykke striberne rundt.

Glostrup Kommunes kommunikationskonsulent Christian Mahrt glæder sig.

- Nu er det lettere for Preben at komme ind, og vi er glade for, at det her kan løses i al mindelighed, siger Christian Mahrt.

 

 

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld