Ny forening vil samle historiske effekter
Glostrup
01-09-2010 14:47
En ny forening har set dagens lys. Glostrup Samlingen vil samle og registrere effekter af historisk interesse for Glostrup. Foreningen får til huse i Fritidscenteret
Den tidligere leder af Lokalhistorisk Arkiv i Glostrup, Hans-Henrik Rasmussen (til venstre) gik på pension i maj måned. Nu tager han handsken op som formand for foreningen Glostrup-Samlingen.
GLOSTRUP: Glostrup har flere ´”kulturbærende” foreninger, f.eks. Historisk Selskab, Slægtshistorisk Forening og Folkedanserne samt studiekredsen ”Snak om det gamle Glostrup”. Den 12. august stiftedes endnu en forening med fokus på lokalhistorie - den får navnet Glostrup-Samlingen.
En slags museum
Baggrunden for at etablere den nye forening er flere henvendelser fra Ib Christiansen fra studiekredsen ”Snak om det gamle Glostrup”, der i flere år har ønsket en slags museum – en mulighed for at udstille lokale effekter med tilknytning til Glostrup.
Lokalhistorisk Arkiv i Glostrup har ikke mulighed for at opbevare eller udstille større effekter, så interessen gik i retning af Taarbæk-Samlingen, der fortæller dette fiskerlejes historie. Denne samling har p.t. ikke udstillingsmulighed og ligger derfor i depot på Lyngby-Taarbæk Bibliotek.
Glostrup-Samlingen får til huse i Glostrup Fritidscenter håber på at få både udstillingsmulighed og depot i lokaler i Fritidscentret.
- Det er i hvert fald besluttet på kulturudvalgets seneste møde, men skal også lige gennem kommunalbestyrelsen, fortæller Leif Meyer Olsen fra Venstre.
Udover politik interesserer sig for lokalhistorie, og er blevet kasserer i den nye forening.
Glostrup-Samlingen kommer til at eje effekter, men forventer også at kunne låne genstande til udstillinger.
- Der er sikkert en del borgere i Glostrup, der ejer genstande, som andre kan have glæde af at se. Andre samlinger kan formentlig også have genstande, som kan lånes af Glostrup-Samlingen. Når der er effekter nok til en udstilling, skal der være åbningstider, der passer både til at skoleklasser og øvrige borgere kan se samlingen, siger Leif Olsen.
Han har for eksempel nogle stole, der er lavet på et lille møbelsnedkeri, der lå i Ejby for en hundrede år siden.
- De lavede de fineste møbler. Mine stole kan for eksempel registreres i samlingen, men stå hjemme hos mig, indtil det bliver relevant at vise dem i en samling, siger Leif Olsen.
Bestyrelsen
Glostrup-Samlingen har fået sammensat en bestyrelse med tidligere leder af Lokalhistorisk Arkiv i Glostrup, Hans-Henrik Rasmussen, som formand. Derudover er der medlemmer fra øvrige ”kulturbærende” foreninger samt politikere i bestyrelsen.
Interesserede kan henvende sig til Hans-Henrik Rasmussen på hhrasmussen@privat.dk eller telefon 40 93 86 91.