ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Nordeas nye ledelsesteam fejrer 65 års jubilæum
Glostrup 18-08-2010 12:42
Der blæser nye vinde i Nordea. Topledelsen i Vestegnshovedsædet i Glostrup består nu af områdedirektør Kim Jacobsen og viceområdedirektør Michael Hagen Jensen, der sammen fejrer henholdsvis 40 og 25 års jubilæum 26. august
Den øverste ledelse i Glostrup består nu af et to- mands-team med Kim Jacobsen som områdedirektør og Michael Hagen Jensen som viceområdedirektør.
Af Thomas Kokholm

Nordea er en af de banker, der har klaret sig bedst gennem finanskrisen uden skrammer i lakken. Banken oplever for tiden en meget stor vækst både, hvad angår privatkunder og erhvervskunder.
I Skandinavien fik banken i andet kvartal 2010 73.000 nye guldkunder. Det vil sige de særligt gode kunder med mange bankforretninger. Det er en vækst på 2,6%.
I Danmark alene steg den kundegruppe med 33.000, hvilket svarer til en stigning på 5%.
Det betyder at gabet mellem Nordea og konkurrenten Danske Bank, der stadig er Danmarks største mindskes.
- Vores udlånsvolume vokser, mens Danske Banks går ned. Så gabet bliver hele tiden mindre.
Nordea oplever en stærk kundevækst for tiden. Det skyldes til dels købet af Fiona Bank, men ikke kun det, siger områdedirektør i Glostrup Kim Jacobsen.
Han mener, at bankens konservative fornuftige image spiller en rolle for fremgangen.
- Man må jo sige, at finanskrisen var med til at skille fårene fra bukkene. I Nordea har vi den samme kreditpolitik som før krisen. Nogle kunder, der før befandt sig i de risikovillige banker, synes nok vi er lidt kedelige, siger Kim Jacobsen og griner.

Ny topledelse

Som områdedirektør i Glostrup er han øverste leder for det område man i Nordea kalder København Vest, der går fra Ballerup i Nord til Vallensbæk og Greve i syd, Brøndby i øst og Tåstrup i Vest. Udover hovedkontoret i Glostrup er der 13 filialer.

Tættere kontakt

Nordea er i gang med en større organisationsændring, der skal geare banken til fremtiden. Det betyder en ny ledelsesstruktur på alle niveauer. Derfor kommer den øverste ledelse i Glostrup til at bestå af et to-mands-team med Kim Jacobsen som områdedirektør og Michael Hagen Jensen som viceområdedirektør.
 - Vi skal have endnu mere fokus på den gode rådgivning af kunderne. Michael og jeg bliver et nyt team. Vi skal blandt andet vejlede og coache lederne. I sidste ende handler det om den gode kundeoplevelse. Vi vil gerne have en endnu tættere kontakt til kunderne, private som erhvervskunder, siger Kim Jacobsen.
Egentlig kan det jo virke som et paradoks. Nu har bankerne de senere gjort alt for at opdrage kunderne til at ordne deres egne bankforretninger over internettet. Nu vil I gerne i kontakt igen?
- Man kan jo sige, at der er to tendenser. Den ene er gået i retning af mere selvbetjening på Nettet. Den anden tendens er, at der er behov for god rådgivning med hensyn til de mere komplekse ting. De fleste vil stadig gerne møde en bankmand, når det handler om de store beslutninger i livet – huskøb, pension, investeringer og så videre. Der sker en specialisering. Bankmanden, der kan det hele, findes ikke mere. Derfor indretter vi vores organisation i teams med forskellige specialer, siger Michael Hagen Jensen.

Jubilæumsreception
Dobbeltjubilæet fejres den 26. august.
Michael Hagen Jensen begyndte bankkarrieren i Privatbanken i Roskilde for 25 år siden. Senere kom han til afdelingen på Hovedgaden i Tåstrup, hvor han var da banken blev til Unibank i 1989. I 1999 skiftede banken navn til Nordea. Michael Hagen Jensen har også været omkring hovedsædet i København inden han i 2005 kom til Glostrup.
Her har han indtil nu været erhvervskunde direktør. Han bor med familien i Greve.
40 års jubilaren Kim Jacobsen begyndte sin bankkarriere som elev i Andelsbanken i Holbæk. Han har taget turen igennem den omskiftelige bankverden, men en enkelt afstikker som økonomidirektør i et byggefirma. Andelsbanken blev til SDS, som blev til Privatbanken, som blev til Unibank, som blev til Nordea. De sidste 20 år har han befundet sig i Hovedstadsområdet. Blandt andet har han været områdedirektør i Helsingør, inden han i 2008 kom til Glostrup. Kim Jacobsen bor med familien i Snekkersten.

Receptionen
Jubilæumsreceptionen finder sted i banken på Hovedvejen 112 i Glostrup den 26. august fra klokken 15 til 17.

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld