ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Når psyken ikke kan vente
Glostrup 15-02-2012 09:34
Danmarks første børne- og ungdomspsykiatriske akutafsnit blev åbnet 7. februar.
Komikeren Anders Stjernholm, der selv er diagnosticeret med ADHD, underholdte ved åbningen af Danmarks første børne- og ungdomspsykiatriske akutafsnit. Foto: Helen Klingemann.

Akutafsnittet ligger på Børne- og ungdomspsykiatrisk Center Glostrup, og åbningen blev fejret ved en reception i tirsdags d. 7. februar 2012.

En bred skare af gæster var mødt op for at fejre åbningen - og med den et betydeligt kvalitetsløft til behandlingen af børn og unge med psykiske problemer i Region Hovedstaden.

- Det er et rigtig godt initiativ for de børn og unge, der har psykiske problemer. For når begyndelsen af behandlingen trækkes unødvendigt i langdrag, så siger al evidens, at sygdomsforløbet forværres. Derfor må og skal vi sætte hurtigt ind, sagde Arly Eskildsen, formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Hovedstaden.

Receptionen bød både på stand-up, taler, rundvisning på afsnittet, og masser af lykønskninger fra samarbejdspartnere og lokale borgere. Arrangementet blev indledt med en kort klaverkoncert af 15-årige Lea Han, der for nyligt vandt DR’s klassiske musikkonkurrence ”Spil for livet”. Hun havde taget fri fra skole for at bidrage til dagen og var glad for at kunne støtte op om arrangementet med sin musik.

 

Tiltrængt plads

Visionerne for det nye afsnit er klare. De patienter, der kan hjælpes med en kortere indlæggelse, vil med etableringen af det nye akutafsnit få mulighed for et målrettet og intensivt behandlingsforløb. Det betyder samtidig, at de lukkede afsnit i Region Hovedstadens Psykiatri får frigjort ressourcer til de øvrige patienter, heriblandt den voksende gruppe af retspsykiatriske børn og unge med behov for længerevarende indlæggelse.

- Det er en god dag for børne- og ungdomspsykiatrien og en god dag for de børn og unge, der har behov for akut psykiatrisk undersøgelse og behandling, som Hanne Børner, centerchef i Børne- og ungdomspsykiatrisk Center Glostrup udtrykte det.

Det nye akutafsnit tager i mod børn og unge i alderen 10-17 år fra Region Hovedstaden. Afsnittet har 10 sengepladser og en maksimal indlæggelsesperiode på 10 hverdage.

Afsnittet henvender sig til børn og unge med akut behov for indlæggelse på grund af psykiske problemer som selvmordsimpulser, aggressiv adfærd, svære depressioner og psykotiske lidelser, samt børn og unge, der måske har psykiatriske forstyrrelser som ADHD, Autisme eller har været udsat for svære traumatiske belastninger.  

Kommentarer til artiklen (4)
Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld