ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Metro fik ministerbesøg
Glostrup 25-08-2010 10:27
Varehuset i Glostrup er et forbillede på integrationsområdet. Det siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, som sidste tirsdag var på besøg i Metro
Der blev trykket hænder, da integrationsminister Brithe Rønn Hornbech var på studietur i Metro I Glostrup, hvor hun fik et indblik i virksomhedens roste integrationsarbejde.
Af Pelle Fischer-Nielsen
 
Dåsemad, sprutflasker og chips tårner sig op på begge sider og danner en lille indkøbskløft i Metros varehus i Glostrup. Omkranset af kilometervis af hyldeplads trisser integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) rundt med et mindre følge af alt fra Metro-chefer, Glostrups borgmester til den amerikanske ambassadør og medarbejdere med anden etnisk og kulturel baggrund end dansk. Og det er netop dem, ministeren besøger. Metro er nemlig en foregangsvirksomhed på integrationsområdet, og særligt afdelingen i Glostrup er langt fremme.
I det enorme varehus arbejder mere end 30 nationaliteter side om side, og 48 procent af medarbejderne har en anden kulturel baggrund end dansk.
- Metro er et foregangsfirma, fordi de har formået at få mange nydanskere i arbejde. Det er et sted, hvor der er plads til alle, og en virksomhed som vi tit trækker frem som et forbillede, siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og fortsætter:
- Det har været et rigtig godt besøg, som har været inspirerende. Der er flere ideer, som jeg kan tage med hjem til ministeriet.
En af de ting, som ministeren fremhævede efter besøget var, at kommunerne kunne undersøge, hvilke firmaer der er kendt ud over de danske grænser. Ideen opstod efter, en medarbejder med tyrkisk baggrund forklarede, at det hjalp ham at kende Metro-kæden fra Tyrkiet, da han kom til Danmark.

Firmafarvede tørklæder
I Metro Cash and Carry har 23 procent af medarbejderne på landsplan en baggrund, der ligger uden for den danske andedam. Det står i skarp kontrast til det faktum, at Metro i midten af 90’erne kun havde én medarbejder med anden etnisk baggrund end dansk. Metro påbegyndte herefter en målrettet kampagne, og nu kører selskabet med en bred vifte af nationaliteter.
Indsatsen har indtil videre givet Metro flere integrationspriser. Blandt dem er integrationsministeriets pris i 2009. Og det er firmaet selvsagt stolte af.
- Vi fokuserer mere på kompetencer og ildhu end nationalitet og sprogkundskaber. Folk har lov til at være sig selv, og det smitter af på stemningen forklarer varehuschef Martin Perlt om integrationssuccesen i filialen i Glostrup.
Han fremhæver eksempelvis, at mange medarbejdere får intens danskundervisning. Religiøse symboler som tørklæder er heller intet problem, men de skal dog helst bæres i firmafarverne gul og blå.

Fremtidens ledere
På trods af de anerkendte resultater, stiller Metro sig ikke tilfreds med integrationsarbejdet. Næste skridt er, at varehusene i København og Århus drager nytte af erfaringerne fra Glostrup. Derudover fremhæver Martin Perlt, at Metro vil fokusere på at få medarbejdere med anden etnisk og kulturel baggrund end dansk ansat i chef- og lederstillinger. 

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld