ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Livekameraer ved haller skal skræmme hærværksmænd
Glostrup 15-02-2012 08:55
Kommunalbestyrelsen vedtog sidste onsdag at afsætte 230.000 kroner til videoudstyr, der skal sikre Glostrup Idrætspark.

Af Mads Louis Orry

 

Et stort antal brugerklager og jævnligt hærværk gør det nødvendigt at opsætte videoudstyr Glostrup Idrætspark i området omkring hal 1.

Der er lige nu opsat et leaset udstyr i Idrætsparken, som har afsløret to episoder, hvor gerningsmændene efterfølgende er blevet identificeret ved hjælp af videooptagelserne.

Men nu skal tv-kameraerne også bruges til at filme live. Altså direkte tv fra hallen ved Glostrup Idrætspark.

Som det er nu, fungerer overvågningen udelukkende som et opfølgningsværktøj, da det ikke er muligt for anlæggets personale at følge med live på en tv-skærm.

Eksempler fra andre kommuner viser dog, at muligheden for at følge optagelserne live på en tv-skærm har haft en præventiv indvirkning på mængden af hærværk.

Det er der flere årsager til. Blandet andet peges der på, at hærværksudøverne ser tv-skærmene, og derved bliver bevidste om, at de kan blive overvåget. Endvidere, at medarbejderne bedre kan følge med i hvad der sker på anlægget og eventuelt forhindre hærværket.

Formanden for Kulturudvalget i Glostrup, Lise Henriksen fra De Konservative, ser en klar nødvendighed for live-tv.

- Desværre er det jo blevet sådan, at der begås hærværk for rigtig mange penge i idrætsanlæggene, og der er også mange menneskelige forstyrrelser i form af personers uhensigtsmæssige aggeren i forhold til brugerne.

 

Lokale erfaringer

Efter at tv-overvågningen, der dog ikke er live endnu, er sat op, er der ifølge Lise Henriksen ”mange positive tilkendegivelser fra brugerne” om, at det nu er bedre at færdes på anlæggene.

- Nu bevilliger kommunalbestyrelsen permanent TV-overvågning, så der straks kan gribes ind i tilfælde af uro eller hærværk.

Konkret opstilles der skærme i vagtstuerne, og optagelserne gemmes i 30 dage.

Anlæg som Ringsted Sportscenter og Ishøj Fritidscenter, der begge har en størrelse, der minder om Glostrup Idrætspark, benytter også live-tv. En rundspørge viser, at medarbejderne generelt har taget godt imod tiltaget og både oplever øget tryghed og ikke mindst bruger systemet aktivt i hverdagen for at kunne overvåge områder på anlægget, hvor der ikke er mandskab.

Systemet ser dog ikke umiddelbart ud til at have indflydelse på antallet af reelle indbrud uden for åbningstid; hændelser, hvor udøverne typisk er maskerede.

Videoovervågning med tv giver dog mulighed for, at medarbejdere, som er vidne til uhensigtsmæssig opførsel eller hændelser via overvågningen, straks kan tilkalde Klub Varmeværker, SSP-medarbejderen eller nærpolitiet.

 

Ekstra tilladelse

Muligheden for at følge optagelserne fra tv-overvågningen live på en skærm er ikke beskrevet i de gældende retningslinjer for tv-overvågning i Glostrup Kommune.

Glostrup Idrætsanlæg øn-sker derfor, at kommunalbestyrelsen giver tilladelse til, at Glostrup Idrætsanlæg får mulighed for at se følge tv-overvågningen live på en skærm.

Og den tilladelse blev givet sidste onsdag af kommunalbestyrelsen.

- Vi har i kommunen i forvejen nogle meget strenge retningslinier, omkring hvad man må, og hvad man ikke må. Retningslinierne skal ændres, så den permanente tv-overvågning lægges ind, og indtil det sker, giver vi på en dispensation for den permanente tv-overvågning, således at videoovervågning i live straks træder i kraft, siger Lise Henriksen.

Glostrup Idrætsanlæg sørger for, at der sker en løbende evaluering af tiltagets indflydelse på arbejdsvilkårene. Idrætsanlægget er opmærksomt på, at der skal være klare retningslinjer om, hvorvidt medarbejdere skal tage aktion, såfremt de er vidne til uhensigtsmæssig opførsel eller hændelser via overvågningen.

Også Hvissingehallen og Glostrup Fritidscenter er omfattet af tv-overvågning.

For nylig har der været indbrud Hvissingehallen, og der blev lavet hærværk for mange tusinde kroner.

- Her kom videoovervågningen rigtig til sin ret. Politiet og SSP-konsulenten genkendte og fandt via videooptagelserne gerningsmændene mod hvem, der nu bliver rejst erstatningskrav.  Dejligt at det er gerningsmændene, og ikke Glostrups borgere, der skal betale for hærværket, siger Henriksen.

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld