Kom til Hawaii fest i palmernes skygge
Glostrup
02-03-2010 16:05
Aloha! Glostrup Fritidscenter fylder 30 år og invitere til Hawaii-fest 13. marts
Hvis man ikke vidste bedre, så kunne man jo tro, at disse medarbejdere i Glostrup Fritidscenter var taget på ferie på Hawaii
GLOSTRUP: Palmesus, eksotiske drinks, blomsterkranse og bastskørter, så er man på Hawaii. Godt nok er det ikke saltvand og bølgebrus, men klorvand og lyden fra vandrutsjbanen, men tropisk stemning vil der være, når Glostrup Fritidscenter i anledning af 30 års dagen inviterer alle Glostrups borgere til Hawaii fest i svømmehallen
Det sker lørdag den 13. marts i tidsrummet kl. 10-17. Det er en anden åbningstid end normalt lørdag. Det koster almindelig billetpris at komme ind, mens folk med månedskort eller andre rabatordninger naturligvis kan benytte disse.
Kl. 14.00 byder Borgmester John Engelhardt velkommen og herefter vil der være en lille Salsaopvisning. I foyeren i Fritidscenteret er der opstillet en ”beach volleybane” for børn, som gratis kan benyttes af vore gæster.
Drinks til de første 300
Til de første 300 gæster byder Fritidscenteret på eksotiske drinks og frugt til de voksne og slush ice til børnene. For alle gæster vil det hele dagen være muligt at købe drinks eller slush-ice.
- Hele den efterfølgende uge fra den 13. til den 20. marts vil Hawaii-udsmykningen forblive i svømmehallen, og vi opfordrer alle til at benytte lejligheden til en anderledes svømmeoplevelse sammen med familien, siger Judy Jacobsen, der er eventkoordinator i Glostrup Fritidscenter.
Hawaii hele året
Hawaii-udsmykningen indgår efterfølgende som en del af pakken i Glostrup Idrætsparks nye tiltag med at arrangere temafester for private og virksomheder.
- Går man med tanker om, at sommerfesten eller julefrokosten gerne må have et anderledes tema, så lad os komme med et forslag. Vi har lokaler haller, der kan huse op til 500 spisende gæster, siger Judy Jacobsen.
Fritid i 30 år
Den 13. marts 1980 slog Glostrup Fritidscenter for første gang dørene op for kommunens nye svømmehal og tilhørende lokaler. I de forløbne år er aktiviteterne udvidet markant. I dag huser Fritidscenteret således et stort motionscenter med fitness bike, boksefitness og en række moderne motionsfaciliteter, wellness og massagetilbud, svømmehallen med den spændende sanserutchebane samt egen cafe og lokale kulturinstitutioner som Musikskolen og Glostrup Kunst Forening.