ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Her får de hverken øl eller hash
Glostrup 20-06-2012 10:59
Igennem 57 år har Gerda Qvistgaard knyttet hundredevis af venskaber med Glostrups unge mennesker tværs over disken i Ejbys Iskiosken.
Gerda Qvistgaard her sammen med en af sine to svenske gårdhunde og den faste kunde Hasnain på 10 år. Iskiosken er landets ældste, afslører den 83-årige ekspedient. Foto: Mads Louis Orry.

De svenske gårdhunde Line og Kvik er hvide med sorte pletter. De virker nyvaskede, og Gerda Qvistgaards hår er da også nydeligt sat til besøget af Folkebladets udsendte. Omgivelserne er ellers afslappede og uformelle i dagligstuen, der er en kort gåafstand på cirka 20 meter fra disken i Iskiosken på Bjergbakkevej i Glostrups bydel Ejby. Kiosken ligger nærmest i forlængelse af Gerda Qvistgaards bolig, hvortil hun flyttede  i 1952 sammen med sin i dag afdøde mand.

- Medierne har før haft skrevet om, at Iskiosken er den ældste af sin slags i Danmark, husker Gerda Qvistgaard.

- Men for mig handler det ikke om at sælge is. Det handler om de unge, der kommer, og som jeg snakker med.

Flere hundrede unge mennesker har i gennem tiderne været forbi Gerda Qvistgaards kiosk.

- De fortæller mig om deres drømme og håb. Og det kan de roligt gøre, for jeg synes jo, at jeg har tavshedspligt og siger ikke noget videre.

Gerda Qvistgaard forklarer, at der flere gange har siddet op til 30 unge og børn og spist Københavnerstænger og gumlet tyggegummi i på bænkene omkring hendes iskiosk.

 

Rare børn

- Børnene og de unge i Ejby er så gode og rare. Og der er aldrig problemer med dem. En gang var der ung mand, som var lidt irriterende, og det fortalte jeg ham. Senere hen i sit voksenliv fortalte den nu store dreng mig, at det var godt, at jeg havde en fast hånd, og at han vist også selv havde været ude om det, smiler Gerda Qvistgaard overbærende.

Der var mere kæft, trit og retning, da Gerda Qvistgaard var barn i Jylland, men ’Den Sorte Skole’ er ikke nødvendigvis den opdragelsesform, hun tog med sig, da hun flyttede til Sjælland i 1948. Dengang var hun ringforlovet med en fårekarl, der arbejdede i Ejby. Senere blev de gift, og i 2009 døde manden så efter et godt liv i en alder af 82 år.

- Dybest set skal man nok bare lade børnene vide, at det er de voksne, der bestemmer, og at man skal behandle alle på samme, fine måde. Her får de hverken øl eller hash. Men til gengæld lytter jeg til de unge, fordi jeg holder af dem. Flere forældre siger, at de er glade for, at jeg tager mig af deres unger, og at de ikke ville kunne have plads til så mange af gangen hos dem selv.

Selv har Gerda Qvistgaard fem børn, ni børnebørn og otte oldebørn.

Lydhørhed og slik bliver således blandet godt i posen hos Iskiosken, hvor Hasnain på 10 år kommer hele tre gange om dagen.

- Mig og mine venner kommer og sidder her efter skole. Ret tit faktisk, siger Hasnain, efter sirligt at have udvalgt sit slik til 27,50 kroner.

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld