Hvorfor interesserer vores forsvarsminister sig for den nye letbane?
Spørger man hende selv, kan hun åbenbart ikke slippe projektet, efter at hun i flere år har haft fingrene i det fra sin tidligere post som trafikordfører.
Mandag eftermiddag besøgte Gitte Lillelund Bech (V) området ved Glostrup Station, hvor den nye letbane kommer til at standse.
Med sig havde hun projektchef Preben Vilhof og divisionschef fra rådgivningsfirmaet COWI, der siden år 2000 har stået for udarbejdelse af planer for letbanen, der sandsynligvis kommer til at køre over Ringvejen og langs den nuværende togbane for at stoppe nær S-togstationen og dermed gøre det let for de mange passagerer at skifte forbindelse til bus og tog.
- Vi regner med, at omkring 8.000 passagerer dagligt kommer til at bruge forbindelsen netop her. Til sammenligning bruger 40.000 passagerer dagligt metrostationen på Kongens Nytorv. Hermed bliver stoppet i Glostrup det største på hele strækningen, lyder vurderingen fra Preben Vilhof.
De involverede kommuner er netop blevet enige om tilsammen at skyde 2,2 milliarder kroner i projektet, mens staten har afsat 1,5 milliarder kroner.
Og står det til Gitte Lillelund Bech, som tidligere har været involveret i projektet som trafikordfører, kan det ikke gå hurtigt nok med at få banen færdig.
- Jeg håber da, at den kan stå færdig i 2019. Dels er det en bedre og hurtigere trafikløsning, som jeg tror, folk vil foretrække og forhåbentlig vælge til i stedet for bilen. Dels vil den skabe arbejdspladser i området og tiltrække tusindvis af beboere. Den vil skabe et generelt løft for hele hovedstadsområdet siger Gitte Lillelund Bech.
Og selv om projektet fortsat kræver et omfattende anlægsarbejde, et utal af undersøgelser og miljøvurderinger, før banen kommer på skinner, er en tidshorisont i 2019 ikke helt urealistisk, mener Preben Vilhof, der vurderer, at selve byggeprocessen kan klares på tre et halvt år.
Gitte Lillelund Bech vil gøre, hvad hun kan for at skynde på processen.
- Jeg vil fortsat med jævne mellemrum tage det op med transportministeren. Og så snakker jeg jævnligt med borgmestrene. Det er ofte, når man bliver ved med at spørge til tingene, at det rykker, siger hun.Letbanen vil komme til at følge Ring 3 fra Lundby i Nord til Ishøj i syd med i alt 35 letbanestationer.