ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportFolketBlogsBilleder
Fhv. borgmester Gunner Larsen er død
Glostrup 29-01-2010 16:44
Fredag morgen døde den kunstglade Gunner Larsen, der i perioden 1983 til 2000 var socialdemokratisk borgmester i Glostrup
Gunner Larsen i sine velmagtsdage som borgmester. Billedet stammer fra en indvielse i fodgængertunnelen ved Glostrup Station. Formentlig en gang i slutningen af 80'erne.

Af Thomas Kokholm

Gunner Larsens efterfølger på borgmesterposten, Søren Enemark, er dybt berørt over Gunner Larsens død.

- Han var min politiske mentor. Jeg fik et tæt og personligt forhold til ham og hans kone Inge gennem tiden. Han var en speciel mand og borgmester. Han var i virkeligheden en blid og kunstnerisk sjæl.
Kunst havde hans store interesse. Han er nok den, der har gjort mest for kunsten i Glostrup, siger Søren Enemark.

- Han var et generøst menneske. Som politiker var han meget demokratisk anlagt. Han tromlede ikke ting igennem. Han lyttede til folk. Til gengæld huskede han som en elefant, hvis der var nogen, der havde trådte ham over tæerne.

Han var en mand, der satte ærlighed højt. Var der lavet en aftale, så holdt det. Han var et meget redeligt menneske. Men havde også temperament. Hvis man havde gjort noget forkert, så skulle man nok få det at vide, fortæller Søren Enemark.

Han var altid velklædt og pertentlig. Det var hans varemærke. Efter han trak sig tilbage fra politik, så blev kolonihaven i Ejby et fristed for ham. Han elskede at ordne haven, fortæller Søren Enemark.

Udlært på Folkebladet
Gunner Larsen blev 71 år. Han blev født i 1938 og har praktisk taget boet hele sit liv i Glostrup. Som barn boede han på hjørnet af Kildevælds Allé og Sydvestvej. Hans far var automekaniker og aktiv i modstandsbevægelsen.

- Kælderen var fuld af våben. Detaljerne har jeg selvfølgelig først fået at vide bagefter. Men noget af det første, jeg kan huske er, at der hele tiden kom en masse mennesker og jeg blev sendt i seng. Jeg har også gået fra Glostrup til Brønshøj med en barnevogn med dobbeltbund, hvor der var gemt våben og illegale blade, fortalte Gunner Larsen i et interview til Folkebladet i 2000 i forbindelse med, at han trådte tilbage som borgmester i 2000.

Efter skolen kom Gunner Larsen i lære som typograf på Folkebladet.
Den politiske vækkelse fik han børne- og ungdomsårene, hvor han var aktiv i DUI Leg og Virke i Glostrup. En organisation, der udsprang af fagbevægelsen.

 

Begravelsen
Begravelsen finder sted i Glostrup gamle kirke på fredag den 5. februar kl. 13.

De officielle mindeord fra Glostrup Kommune

Tidligere borgmester Gunner Larsen er ikke blandt os mere. Gunner Larsen ville være fyldt 72 år den 30. marts 2010.

Den 31. marts 2000 trådte Gunner Larsen tilbage fra den socialdemokratiske borgmesterpost efter 17 år, og med de 17 år som kommunalbestyrelsesmedlem, så har Gunner Larsen tjent byen i 34 år og 1 måned.

Da Gunner Larsen trådte ind i kommunalbestyrelsen den 1. april 1966 startede han, som man gør, som menigt medlem. Han blev dog hurtigt medlem af forskellige udvalg, men hans hjerte bankede mest for Det Kulturelle Udvalg. Også som kultur- og fritidskonsulent arbejdede han ihærdigt for at få et velfungerende foreningsliv. Det lykkedes ham, og derfor kan vi i høj grad takke Gunner Larsen for, at vi i dag kan bryste os af et veludviklet fritids- og kulturliv, som bl.a. omfatter et meget udbygget og velfungerende foreningsliv.

Gunner Larsen blev i øvrigt også 1. viceborgmester og ordfører for den socialdemokratiske gruppe.

Efter 17 år – i marts 1983 – overtog han borgmesterposten. Det var en hård tid. Riget fattedes penge, vi var på vej mod afgrunden. Både staten, kommunerne og borgerne kom på en hestekur. Det betød, at Gunner Larsen måtte starte med at gennemføre besparelser. Det var først i 90’erne, at det begyndte at lysne igen.

Trods besparelser var Gunner Larsen en populær borgmester. Også uden for Glostrups grænser var han vellidt og respekteret. Derfor fik Gunner Larsen nogle ekstra opgaver som fx medlem af Lønudvalget, formand for Vestegnens Brandvæsen, for Glostrup Boligselskab og ikke mindst som formand – og stor ildsjæl - for Vestforbrænding. Det var en post, som han virkelig brændte for.

Gunner Larsen arbejdede altid for, at Glostrup skulle være en smuk og grøn kommune. Og der skete meget i hans periode som borgmester. Der kan nævnes udbygning i Hvissinge, smukt byggeri syd for banen, ældreboligerne på Asylvej og ikke mindst kunsten, som havde en stor plads i hans hjerte, hvilket i høj grad giver sig udtryk i megen smuk kunst på udvalgte steder rundt om i hele byen.

Måske var det også derfor, at man ofte så Gunner Larsen cykle rundt i byen for at fryde sig over den fremgang, der skete i hans tid som kommunalpolitiker. Ofte sås han på sin cykel ud til den elskede kolonihave i Sommerbyen Ejby, hvor han tilbragte megen god tid med sin hustru Inge.

Gunner Larsen var et stort og varmt menneske, og det gjaldt både over for venner, kolleger, medarbejdere på rådhuset og familie.

Vores tanker går til hans hustru Inge samt til børn og børnebørn.

Æret være hans minde!

På vegne af kommunalbestyrelsen

John Engelhardt

borgmester 

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld