Af Thomas Kokholm
GLOSTRUP: Det er planen at man i allerede i år skal tage det første spadestik til en helt ny daginstitution i Glostrup Kommune, som skal stå klar i løbet af 2010. Den skal hedde Essedalen og placeres på en del af det område, der i dag hører under Østervangbanerne. Den skal hedde Essedal og skal erstatte institutionerne Digevang og Østervang, der ligger på Dommervangen. Der bliver tale om en integreret institution, der samlet har plads til flere børn end de to institutioner, der nedlægges.
Usælgelige grunde
Det er en del af planen, at byggeriet af Essedalen skal finansieres af salget af de to grunde, som Digevang og Østervang ligger på. Der er budgetteret med at salget ville kunne indbringe kommunen 27 mio. kr.
Imidlertid vurderer kommunen nu, at finanskrisen og den efterfølgende krise i byggebranchen har gjort grundene usælgelige nu og her.
Derfor skulle de politiske partier på sidste uges kommunalbestyrelsesmøde tage stilling til, om man ville gå med til at lade kassebeholdningen finansiere 27 mio. kr. til byggeriet i første omgang.
Det var alle partier undtagen Dansk Folkeparti villige til således, at de overordnede planer for daginstitutions området - kaldet Masterplanen – kan gennemføres som planlagt.
DF smed en bombe
På kommunalbestyrelsesmødet kom Flemming Ørhem fra Dansk Folkeparti med et forslag om, at man skulle udsætte byggeriet af institutionen.
- Det er ikke godt at tage så mange penge af kassebeholdningen. Vi mener, at det er en god ide, at udsætte byggeriet af Essedalen et år. Vi mener forudsætninger er bristede. Det har været meningen, at byggeriet og grundsalget skal følges ad. Vi vil gerne udskyde det, så vi ikke senere havner i en situation, hvor vi skal lave reduktioner og måske spare på ældreområdet, sagde Flemming Ørhem.
Det er aftalebrud
De øvrige partier i både venstre og højre side af salen var temmelig overraskede over Dansk Folkepartis udmelding, da byggeriet af den nye daginstitution er en del af en større plan for hele daginstitutionsområdet i Glostrup.
- De er da lige før man falder ned af stolen, når man hører det her, sagde socialdemokraten Peter Sørensen.
- Det er helt utilstedeligt, at komme med sådan et forslag. Vi har en aftale om det her. Det er en større plan, som vi er enige om. Hvis man er uenig, så kan man komme og drøfte det med forligsparterne i udvalget. Men at komme med det som et forslag i kommunalbestyrelsen er helt urimeligt, sagde Peter Sørensen og opfordrede Dansk Folkeparti til at trække forslaget tilbage.
Også i Venstre var der overraskelse over fremgangsmåden.
- Det er voldsomt overraskende, at Dansk Folkeparti kommer med sådan et forslag fra en skyfri himmel. Det er en plan, der er arbejdet på, og det skal vi gennemføre. Det er simpelthen for vigtigt. At man løber fra en aftale på den måde er ikke genialt, sagde John Engelhardt(V).
Leif Olsen(V) fremhævede, at Dansk Folkepartis forslag slet ikke havde noget med dagsordenspunktet at gøre, da det udelukkende handlede om, hvorvidt man kan tage pengene af kassebeholdningen. Punktet handlede ikke om, hvorvidt man skal bygge eller ej.
Stemte imod
Men Dansk Folkeparti fastholdt deres synspunkt og stemte imod.
- Vi mener grundsalg og byggeri skal følges ad. Sådan er det også med privatøkonomien. Jeg køber ikke en ny bil, hvis jeg ikke har råd. Vi mener kassebeholdningen går for langt ned, så vi bliver økonomisk sårbare. Det synspunkt kom jeg også med på økonomiudvalgsmødet, sagde Flemming Ørhem efter mødet.
Det står dog ikke at læse i referatet fra økonomiudvalgsmødet.
En nødvendig institution
- Det er helt ude i hampen af Dansk Folkeparti, at komme med sådan et forslag, siger formanden fra børne- og skoleudvalget Arne Christensen(SF) efterfølgende.
- Vi må konstaterer,at det nok ikke kan lade sig gøre at sælge grundene, men vi går videre med planerne om at bygge institutionen Essedalen og tager pengene fra kassen. Vi skal have den institution for, at vi har de pladser og den kapacitet der skal til. Det er helt afgørende for den strukturomlægning vi er i gang med på daginstitutionsområdet, siger Arne Christensen.
Der bliver etableret 114 daginstitutionspladser i den nye institution Essedalen. I Østervang og Digevang er der i dag tilsammen 84 pladser. Det betyder altså, at den nye institution, Essedalen, vil kunne rumme yderligere 30 børn.