GLOSTRUP: 04 10 16 19 26 33 35 er det heldige nummer, der står på den Lotto kupon, der ligger på det røde fløjl i den lille montre, som Danske Spil har sat op i Maliks kiosk.
Det er en kopi, men en eller anden har købt originalen i kiosken.
Malik fik sig lidt af en overraskelse mandag.
- Jeg plejer altid og gå ind på Danske Spils hjemmeside og tjekke, hvor der har været gevinster. Men i søndags var systemet nede, da jeg ville tjekke., så jeg fik det ikke gjort. Mandag kom den store check og montren. Det er første gang i de snart 15 år, jeg har haft kiosken. Jeg har mange faste kunder, der kommer og køber lottekuponer. Jeg håber det er en af dem, fortæller Malik.
Regionschef i Danske Spil Claus Vöge kommer selv fra Glostrup og besøgte Malik onsdag i sidste. På det tidspunkt var der ikke nogen, der havde meldt sig med vinderkuponen, hverken i kiosken eller andre steder.
- Man er selvfølgelig nysgerrig for at vide om det er en man kender. Men jeg tror ikke selv, at jeg ville stå frem, hvis jeg vandt så stort et beløb. Jeg ville kun fortælle de nærmeste det, siger Malik.
I Danske Spil vil man selvfølgelig gerne have, at folk står frem. Det er god reklame.
- Det er fint, hvis de vil, men personligt vil jeg ikke råde folk til det. Man kan pludselig få rigtig mange venner og det kan være svært at styre. I Danske Spil tilbyder vi altid folk rådgivning med hensyn til, hvad de kan gøre med pengene. Det typiske er, at folk først jubler og køber champagne. Så sætter de sig ned og tænker sig om. De fleste håndterer det fornuftigt. De betaler måske gæld ud, køber en bil og så lever de som de ellers altid har gjort, siger Claus Vöge.