ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Vil gøre skolevej sikrere
Brøndby 10-02-2010 10:23
Et trafikalt miks af biler, cykler og fodgængere skaber hver morgen problemer ved Brøndby Strandskole. En åbning af Strandskolevej ud mod Gammel Køge Landevej skal lette problemet – hvis kommunen får lov
Denne gangbro skal rives ned, hvis Brøndby Kommune får lov at åbne Strandskolevej op ud mod Gammel Køge Landevej.

Hver morgen omkring klokken 8 udspiller der sig en trafikal rodebutik på hovedparten af landets skoler, når eleverne bliver kørt til døren af velmenende forældre, og Brøndby Strandskole er ingen undtagelse.

Skolen ligger for enden af Strandskolevej, og de mange forældre, der hver morgen kører deres håbefulde poder til skole i bil, bliver nødt til at vende vognen og køre væk igen ad Strandskolevej, fordi vejen ender blindt ved Gammel Køge Landevej.

Problemet bliver formentlig større, når skolen i forbindelse med Brøndbys nye skolestruktur fra august 2010 udelukkende bliver hjemsted for elever fra 0. til 3. klasse, der for de flestes vedkommende ventes at blive kørt til skole.

 Skal have lov

Brøndby vil gerne løse en del af problemet ved at etablere et lyskryds for enden af Strandskolevej ud mod Gammel Køge Landevej, så bilerne kan køre den vej ud, men det kan kommunen ikke uden videre gøre.

- Gammel Køge Landevej har et rutenummer, og derfor skal vi have godkendelse fra Vejdirektoratet for at etablere lyskrydset. Vi kan ikke gøre det selv, siger borgmester Ib Terp (S).

For Brøndby er det vigtigt hurtigt at få en afklaring.

- Vi skal have det lavet, så det står parat, når skolebørnene begynder efter sommerferien, og det kan vi også sagtens nå, med mindre Vejdirektoratet først melder tilbage i slutningen af juli, siger Ib Terp.

 

Skal gangbro rives ned?

Hvis Vejdirektoratet vender tommelfingeren nedad, står Brøndby med et andet problem. Den gangbro over Gammel Køge Landevej, som skolebørn fra den sydligste del af Brøndby i øjeblikket bruger, når de skal i skole, står nemlig over for en større renovering.

- Men vi har aftalt, at vi lige klapper hesten, inden vi putter penge i en renovering, for hvis vi får lov at lave et lyskryds for enden af Strandskolevej, så er der ikke længere brug for en gangbro, og så vil den blive fjernet. Får vi ikke lyskrydset, skal vi derimod have renoveret broen, siger formand for teknik- og miljøudvalget, Vagn Kjær-Hansen (SF), der understreger, at broens tilstand ikke er så ringe, at det er farligt at gå på den.

- Den er ikke ved at falde sammen. Der er tale om forebyggende arbejde, siger Vagn Kjær-Hansen. 

Brøndby Kommune påtænker desuden at lave lidt flere parkeringspladser, så det bliver lettere for både personalet og forældrene at parkere ved skolen.

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld