ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Tidlig engelsk sprogstart giver resultater
Brøndby 01-02-2012 10:23
På Brøndby Strand Skole har der længe stået engelsk på skoleskemaet fra 1. klasse. Nu foreligger den første samlede evalueringsrapport, og konklusionen er klar. Både lærere og forældre ønsker projektet gjort permanent.
I de mindste klasser kobles engelskundervisningen typisk sammen med et kreativt fag som musik. Foto: Brøndby Kommune.

Da Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet i februar 2011 nedsatte et udvalg, som skulle give inspiration til en strategi for den samlede udvikling af undervisning i fremmedsprog, havde Brøndby Strand Skole allerede arbejdet med tidlig engelsk sprogstart (TESS) i flere år. Både med engelsk i de helt små klasser og via en ekstra engelsklektion fra 4. - 9. klasse. Udvalgets anbefalinger om at indføre tidligere sprogstart i form af obligatorisk engelsk fra 1. klassetrin i folkeskolen var altså helt i trit med Brøndby Kommunes internationale skolepolitiske målsætning om at forberede eleverne til et liv i det globale samfund og at styrke elevernes sproglige kompetencer.

 

Lokal og global skole

- Vores folkeskole har altid været kendt for at prioritere det sociale fællesskab, og det vil vi fortsætte med. Da vi allerede i 2004 søsatte et projekt om tidlig engelsk sprogstart i enkelte klasser – og havde positive erfaringer med det - var det naturligt at udbrede initiativet, fortæller Helge Skramsø, der er direktør i Børneforvaltningen.

Sidste sommer blev hele indskolingen på Brøndby Strand Skole omfattet af projektet, og alle elever har nu engelsk fra 1. klasse.

- Vi underviser på engelsk i flere fag allerede fra de helt små klasser, fordi eleverne på den måde får en rigtig god mulighed for at udvikle sproget og lære andre kulturer og læringsteknikker at kende. Og vi gør det jo, fordi vi gerne vil være en lokal skole med et globalt udsyn. Vores elever skal forberedes bedst muligt til et liv i en verden, der bliver mere og mere globalt orienteret, og her mener vi, at et godt sprogligt fundament i engelsk er en rigtig god begyndelse, fortæller Krista Jacobsen, der er viceskoleleder på Brøndby Strand Skole.

 

Øget motivation

Evalueringsrapporten fra Brøndby Strand Skole viser, at projekt tidlig engelsk sprogstart bør fortsætte. Selvom rapporten ikke bygger på en egentlig videnskabelig undersøgelse, er resultatet alligevel ikke til at tage fejl af.

Der er indsamlet en bred vifte af erfaringer og vurderinger af projektet, og de viser blandt andet, at eleverne i de større klasser, der har haft tidlig engelsk sprogstart generelt klarer sig bedre i engelsk end klasserne uden den tidlige sprogstart. Elevernes forståelse af engelsk er betydeligt større end hos almindeligt underviste elever, og den øgede sprogforståelse giver eleverne større sikkerhed og gå på mod i faget engelsk.

Lærerne kan også se yderligere fordele med den tidlige sprogstart.

Eleverne er generelt meget tidligt klar til at modtage engelskundervisning og til at tilegne sig et brugssprog på engelsk. Og den mulighed skal gribes, mener Christie Beckmann og Louise Holst Tollan, der begge underviser i engelsk i indskolingen.

- Engelskundervisningen i de helt små klasser skal opmuntre børnene og lære dem engelske ord og vendinger på en sjov måde. Vi kan jo se, at de suger til sig, gør fremskridt og udvikler sproget. Men det afgørende er, at eleverne bliver glade for at lære sprog og er helt uforfærdede. For vi kan se at engelsk allerede i de lidt større klasser ikke længere er deres andet fremmedsprog men et aktivt kommunikationsmiddel, fortæller Christie Beckmann og Louise Holst Tollan.

I de helt små klasser undervises eleverne i engelsk tre lektioner om ugen. Undervisningen kobles typisk med et kreativt fag som musik eller billedkunst, så der altså undervises i faget på engelsk.

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld