ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Overvågningskameraer holder tyvene i skak
Brøndby 04-08-2010 13:21
Over 30 små og moderne videokameraer leverer overvågningsbilleder af Brøndby Strand Centrum i knivskarp kvalitet. Godt i sig selv og specielt når politiet ikke synligt patruljerer i centret, siger centerformand.
Maria Højerslev Møller glæder sig over, at tyverier som Alice Wilkens faktisk kan blive opklaret ved hjælp af centrets moderne og knivskarpe videoovervågninger.

Øjnene fra ’Big Brother’ er mange i Brøndby Strand Centrum. Udtrykket er engelsk og hentyder til den allestedsnærværende og beskyttende ’storebror’, der i moderne tider er legemliggjort i form af moderne overvågningskameraer, der holder øje med borgerne. Specielt i England er videoovervågning udbredt, og det nationale sikkerhedsorgan CCTV har således over 4,2 millioner kameraer placeret overalt i landet med det ene formål at forhindre og opklare forbrydelser.

Teknologien med overvågningskameraer har da også indtaget Brøndby Strand Centrum, ligesom kameraerne hænger flere andre steder i kommunen.

- Kameraerne sikrer både butikker og handlende. I al fald i en vis grad. Bliver man udsat for et tyveri, ligesom Alice Wilken (Folkebladet, uge 28) blev det foran Danske Bank, så er sandsynligheden for at få det opklaret en god portion større, hvis man reagerer hurtigt og bruger optagelserne ordentligt, siger formand for Centerforeningen Maria Højerslev Møller.

 

Mysteriet opklaret

Maria Højerslev Møller har selv fået opklaret to røverier af børnetøj fra hendes butik Mumlebasserne i Brøndby Strand Centrum ved hjælp af overvågningskameraerne, der er placeret på ’indersiden’ af centret. Da forbrydelsen havde fundet sted, noterede Maria Højerslev Møller det præcise gerningssted og tidsrum ned. De knivskarpe optagelser gik hun så igennem sammen med viceværten for centret, hvorefter optagelsen, der formodentligt kunne opklare tyveriet, blev brændt ud på en cd-rom og fremsendt politiet. Tyvene til de to episoder, som Maria Højerslev Møller selv personligt har været involveret i, er nu blevet straffet efter de gældende paragraffer.

 

Ikke lig politi

- Opklaringen af forbrydelserne bliver mere sandsynlig med overvågningskameraerne, som jo er en del bedre en gamle videokameraer med grumsede billeder, men kameraerne skaber jo selvfølgelig ikke den samme effekt blandt borgerne, som en patrulje uniformerede politibetjente ville skabe, siger Maria Højerslev Møller og må ligesom Alice Wilken og den ældre kvindes bekendte i området indrømme, at uniformerede patruljer af lokale politibetjente er et meget sjældent syn i Brøndby Strand Centrum.

- Jeg har aldrig selv set nogen uniformerede politibetjente. Kun når jeg har ringet. Så kommer der noget politi, men ikke fra lokalpolitiet.

Derfor gør Maria Højerslev Møller og Centerforeningen alt, hvad de kan, for at skabe tryghed via et godt fællesskab mellem butiksejerne. Og for nylig er der blevet sat skilte op, der fortæller, at området bliver videoovervåget, hvilket skal have en præventiv effekt.

Ifølge Maria Højerslev Møller er et privat vagtværn lige nu en for dyr løsning.

Til Folkebladet fortæller Vestegnens Politi, at det lokale politi patruljerer et par gange om ugen i Brøndby Strand Centrum, og at området ikke er mere plaget af tyveri end andre nærliggende områder.

 

 
Grøn alarm
Grønthandler og ejer af Vestegnens Bazar i Brøndby Strand Centrum Ferhat Gül, 28 år, har selv erfaringer med at få opklaret tyveriet af en kundes fotografiapparat takket være optagelser fra videoovervågningen i centret.

- Men det ville nu skabe mere tryghed med vagter og politi, siger Ferhat Gül og fortæller, at specielt tricktyveri er tyvenes store dille lige nu.

 
Beskyt koden

Brugerne af Den Danske Banks hæveautomat, hvor Alice Wilken (Folkebladet, uge 28) blev afluret hendes pin-kode, Casper Köbke, 18 år, og Alican Aliravci, 18 år, er trygge ved videoovervågningen.

- Men det hjælper jo ikke os lige i det øjeblik, tyveriet sker, og man har været udsat for et ubehageligt tyveri. Det er først bagefter, kameraerne hjælper. Så vi sørger for at holde hånden over vores kode, når vi taster den ind i hæveautomaten, siger de to unge mænd.

 

 

 

Spejdere bekæmper Facebook-festaber med overvågningskameraer

 

Cricket-klub og lokale spejdere kan måske se frem til, at nyopsatte overvågningskameraer slukker lokale lømlers lyst til at hærge.

 

Formand Henrik Sloth for Solvang Gruppen, der er én ud af tre spejdergrupper i Glostrup under Det Danske Spejderkorps, glæder sig over videoovervågning. To kameraer er netop blevet hængt op hos spejdernes gode nabo Glostrup Cricket Club, der ligesom spejderne har været plaget af hærværk flere gange. Et af kameraerne overvåger også spejderne.

Ved at videokameraerne er blevet sat op, håber Henrik Sloth, at lokale lømler mister lysten til deres hærværk og bliver afsløret, hvis de fortsætter.

- De har forsøgt at brænde vores stråtækte hytte af én gang, og andre gange har de brugte stråene derfra til at tænde store bål på vores bålplads, som de også hærger, siger Henrik Sloth og fortsætter.

- De må godt være her, men de skal opføre sig ordentligt.

Misbrugen af stråene fra hytten har ført til, at spejderne har måttet udskifte hele taget for nylig. Udskiftningen kostede cirka 30.000 kroner, som forsikringsselskabet dog var flink nok til at betale denne ene gang. Næste gang, at det bliver nødvendigt at udskifte stråtaget, må spejderne nøjes med et billigere, almindeligt tag.

 

Facebook-fest afværget

De festende lømler, der ifølge Henrik Sloth nyder godt af både spejdernes faciliteter og det overdækkede udhus i cricket-klubben ved siden af, er meget velorganiserede i deres hærgen.

- Vi vil hjertens gerne have alle unge menneske til at få en god oplevelse hos os, men da vi hørte, at der var blevet oprettet en Facebook-gruppe ved navn ’Solvang-parken’, der havde til formål at organisere en kæmpe fest ved vores bålplads, så råbte vi vagt i gevær, siger Henrik Sloth.

Spejderne, lokalpolitiet i Glostrup, kommunen og cricket-klubben holdt da et krisemøde for at forberede sig på den hærgen, der måske ville finde sted. Politiet kaldte deres lokale mandskab ekstraordinært på vagt, og en spejderleder sov sågar nede i spejderhytten om natten for at være på vagt, hvis festen skulle udvikle sig uheldigt. Men på grund af regn eller en ’taktisk’ afblæsning af festen, mødte ingen fest-aber op ved spejdernes bål-plads alligevel.

- Nu glæder vi os over, at vores venner i cricket-klubben har været så kvikke at få sat to kameraer op, hvor det ene peger hen på vores bål-plads. Så må vi se, hvad det nytter, siger Henrik Sloth.

- Overvågningen giver en fornemmelse, at der bliver holdt bedre øje med stedet, og at vi dermed har bedre muligheder for at finde frem til, hvem der laver rav i den. Det er jo ikke fordi, at de unge ikke må sidde og hygge sig ved vores bålplads. Faktisk fik vi netop lavet bålpladsen for to år siden, så man kunne komme forbi. 

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld