ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Ny hal rykker nærmere
Brøndby 02-03-2010 16:33
Idrætslivet i Brøndby har i årevis sukket efter en ny idrætshal, men er gang på gang blevet skuffet. Nu tyder alt dog på, at en ny lethal er klar i maj 2011
Formand for idræts- og fritidsudvalget, Kent Magelund (S), på det sted, hvor en ny lethal ventes at stå færdig i maj 2011. Foto: Brian Lindberg Jensen.

BRØNDBY: Den politiske vilje er til stede, og en ikke uvæsentlig detalje som pengene er også på plads. Dermed tyder alt på, at en ny lethal til idrætten i Brøndby bliver en realitet.
Foreningerne har flere gange klaget deres nød over manglende halkapacitet i Brøndby, men økonomien har mere end en gang spændt ben for ellers lovende projekter.
Da idræts- og fritidsudvalget for nylig havde en ny idrætshal på den politiske dagsorden, blev det dels besluttet at invitere fire forskellige entreprenører til at byde på opgaven, dels at gøre en anlægsbevilling på 21,5 mio. kr. klar.
Formand for idræts- og fritidsudvalget i Brøndby, socialdemokraten Kent Magelund, tror på, at hallen denne gang bliver en realitet.
- Planen holder. Pengene er sat af, og alt tyder på, at vi kan have den nye hal klar i maj 2011, siger Kent Magelund.

Mere for pengene
Finanskrisen og nedgangen i byggebranchen har betydet, at kommunen i dag kan få mere for skillingerne, end dengang pengene blev afsat på budgettet.
- Derfor vil vi prøve at få bygget hallen så miljørigtig og energivenlig som muligt inden for det beløb, vi har afsat, så vi får så meget som muligt for pengene, fastslår Kent Magelund, der understreger, at der er hårdt brug for den ekstra halkapacitet.
- Det har jeg jo selv oplevet i mit arbejde (som kommunal idrætskonsulent og lærer på 10. klasseskolen i Brøndby, red.), og jeg hører det også, når jeg er ude i foreningerne. Det er nok især volleyball- og håndboldklubben, der får gavn af den nye hal, men også andre foreninger skal kunne bruge den, så vi får den bedst mulige udnyttelse, siger Kent Magelund.

Plads til 250 tilskuere
Den nye hal skal ligge lige syd for den eksisterende Brøndby Hal og have plads til cirka 250 tilskuere. Derudover skal der være omklædningsrum med bad og toilet, diverse depotrum, dommeromklædning, cafe, samt klub- og taktikrum.
De fire entreprenører, der bliver inviteret til at byde ind på opgaven, er EK Entreprise i Taastrup, B.B. BYG i Gadstrup, Dansk Halbyggeri i Galten og W. Lynggaard Petersen i Rødovre.

 

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld