ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportFolketBlogsBilleder
Ny fodboldklub spirer frem i Brøndby Nord
Brøndby 24-02-2010 11:10
Der holdes stiftende generalforsamling 1. marts
Okan Olgun er klar til at blive formand for den nye klub. Foto: Brian Lindberg Jensen.

Storebror Brøndby IF får snart en lille ny konkurrent i kommunen.

Initiativrige folk er nemlig i fuld gang med at sætte en ny fodboldklub på det lokale landkort i Brøndby. I første omgang holdes der stiftende generalforsamling i Fælleshuset på Brøndby Nord Vej 211 mandag den 1. marts kl. 18.

Oplægget til generalforsamlingen er, at klubben skal spille i sorte shorts og grå trøjer og hedde ”Fodboldklubben Brøndby Nord Vej”. Logoet bliver rundt og indeholder nogle af Brøndby Nord Vejs boligblokke.

 Klar som formand

En af drivkræfterne bag fodboldklubben er 20-årige Okan Olgun. Han er opvokset i området, har tilbragt sin skoletid på Nørregårdsskolen og studerer i dag jura på universitet. Trods en travl hverdag er han klar til at tage tjansen som klubbens første formand, hvis generalforsamlingen vælger ham.

- For nogle år siden var jeg med til at starte en social ungdomsklub her området, der hed Klub Nord. Meningen var, at den skulle forebygge kriminalitet, så vi kunne få nogle unge ind i klubben og væk fra gaden, og på den måde har jeg lært en del unge at kende. Klubben var primært tænkt som et tilbud til andengenerationsindvandrere, men efterhånden kom der også en del etnisk danske unge, så man fik blandet kulturerne, siger Okan Olgun. 

Efterhånden som de unge er blevet ældre, har de efterspurgt nogle muligheder for at dyrke sport i lokalområdet.

- Da vi spurgte de unge, fandt vi ud af, at de fleste kunne lide fodbold og havde deres yndlingshold i diverse ligaer. Derfra blev ideen om at lave vores egen fodboldklub født, forklarer Okan Olgun.

Men hvorfor etablere en ny klub? Der findes jo allerede fodboldklubber i Brøndby og nærmeste omegn?

- De her unge kan godt lide at være med til at sætte deres eget præg på tingene og være med i en opstartsfase, siger Okan Olgun.

Den nye klub får træningsfaciliteter på et areal ved Nygårdskirken.

- Der ligger to 7-mandsbaner til boligafdelingens unge på det sted. Vi har fået tilladelse til at etablere en 11-mandsbane, så man enten kan spille to 7-mands kampe eller en 11-mandskamp. Vi vil træne der, og så regner vi med at kunne spille vores turneringskampe på banen ved Nørregårdsskolen, hvor vi også har mulighed for omklædning, siger Okan Olgun.

Han understreger, at alle er velkomne, men at klubben i første omgang kun vil satse på at få nogle få hold stablet på benene.

- Vi håber at få etableret et seniorhold af spillere, der er født fra 1987 til 1989, og så vil vi også gerne have et hold for spillere fra årgang 92 til 94. Vi bliver nødt til at tage det lidt trin for trin og udvikle tingene hen ad vejen, siger Okan Olgun.

 

Frivillige søges

Han håber, at der i lokalområdet findes både spillere, trænere og ledere, der er parate til at hjælpe den nye klub på benene.

- Alle er velkomne, og jeg vil gerne understege, at der ikke er tale om en indvandrerklub. Klubben er for alle, fastslår Okan Olgun, der kan kontaktes på telefonnummeret 31 90 00 36, hvis man vil vide mere om klubben.

Foldboldklubben Brøndby Nord Vej findes allerede på det virtuelle mødested Facebook, hvor den har oprettet sin egen gruppe, der p.t. har cirka 170 medlemmer.

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld