Retssystemet handlede hurtigt, da en af gerningsmændene fra et af de fire væbnede røverier mod Aldi på Turpinsvinget blev anholdt i onsdags i sidste uge.
Onsdag morgen klokken 6:43 blev den dømte BA anholdt af politiet, og senere samme dag blev han dømt til ni måneders fængsel ved Retten i Glostrup.
- Han tilstod i retten, og han modtog også dommen. Ud af de ni måneder er de seks blevet gjort betinget, siger vicepolitikommissær Hans Christian Tonnesen fra Københavns Vestegns Politi efter retsmødet, der blev holdt bag lukkede døre.
Den dømte var kun 17 år, da han begik røveriet sammen med en kammerat, der er en af de fire, der nu sidder varetægtsfængslet i sagen om de fire røverier.
Den 18-årige BA blev dømt for røveriet den 8. november sidste år, hvor de to røvere slap afsted med 10.116 kroner fra pengekassen. Det var det tredje i rækken ud af fire røverier inden for halvanden måned imod Aldi-forretningen på Turpinsvinget.
Ved røveriet truede gerningsmændene sig til kontanter med kniv og pistol, men vicepolitikommissær Hans Christian Tonnesen vil ikke afsløre, om den nu dømte BA førte kniven eller pistolen.
- Af hensyn til efterforskningen kan jeg ikke sige noget om det, siger vicepolitikommissæren.
Han vil heller ikke fortælle, om det er afhøringer af de fire varetægtsfængslede, der har ledt politiet på sporet af BA, eller om politiet forventer at anholde flere i sagen.
I morgen torsdag skal de fire varetægtsfængslede i sagen igen for retten, hvor politiet vil bede om forlængelse af varetægtsfængslingen.