Slut med matematik og dansk på Horsedammen 42. Nu står den på samvær, tryghed og samtaler om livet som misbruger af alkohol og stoffer.
Cafe Sol-vej, som er en stof- og alkoholfri klub-cafe under Brøndby Kommune, holder flyttedage for tiden. Klubben har før holdt til i lokaler på Bredager 162 i Brøndbyøster, men rykker nu ind i lokalerne, hvor Nørregårdsskolens gamle SFO har ligget, indtil skolen lukkede i forbindelse med kommunens skolesammenlægninger. Alkoholkonsulent Lis Fjelsted fra Café-Solevej glæder sig over de nye lokaler.
- Vi får mere plads her på skolen.
Hjælpen holder
Mens flyttekasserne endnu ikke er pakket helt ud, og håndværkerne er ved at lægge gulv i den gamle SFO, haster madmor Tove Larsen, 52 år, rundt i køkkenet. Tirsdag og torsdag kommer hun og laver mad til brugerne i Café
Sol-vej. Brugerne kan spise gratis morgenmad og betaler 30 kroner for varm mad om tirsdagen og fem kroner per smørrebrød om torsdagen. Tove, som igennem to år har været i aktivering på Café Sol-vej, har travlt.
- Jeg køber ind, og så kan brugerne selv vælge, hvad de vil have på madderne her om torsdagen. I dag har vi leverposten, æg og rejer blandt andet, siger Tove Larsen.
Og uden for på bænkene tager brugerne da også fra, når det kommer til maden, som er en del af hyggen og servicen til tidligere alkohol- og stofmisbrugere fra Café Sol-vej.
- Det eneste krav for at komme her, er at du er clean, ædru og ikke lugter af alkohol, siger Lis Fjelsted.
Sanne besøger tit
I dag er Sanne Køhler 35 år, ædru og glad. Hun har taget sine to børn med ned i Café Sol-vej, hvor de alle kommer ofte. Her er der nærvær og det rette selskab, som har medvirket til, at Sanne ikke har drukket i tre år, selvom flaskerne gjorde sit skadelige indtog i den sympatiske kvindes liv allerede
i tyveårs-alderen.
- Jeg drak for meget, efter jeg var blevet skilt og faldt ned i en depression, ligesom mange andre i min situation gør, siger Sanne Køhler.
Hendes far var alkoholiker, så hun havde misbruget tæt inde på livet selv i en tidlig alder. Sannes børn får dog et noget andet indblik i deres mors liv, end Sanne selv gjorde med hendes far. Mor er nemlig ædru, velfungere og glad takket være blandt andet en stor indsats selv og Café Sol-vej.
- Andres historier om misbrug, som man får fortalt hernede, har hjulpet mig til at forstå, at jeg gjorde det rigtige ved at kommer herned og lukke op, siger Sanne Køhler.
Samtaler hjælper
Hos Café Sol-vej kan du altid komme forbi, siger Lis Fjelsted, hvis du føler, at du drikker for meget eller har fået et overforbrug af stoffer.
- Mange kommer bare herned for at slappe af og være sammen med andre ligesindede. Andre igen vil gerne have en samtale. Og samtalerne tager vi meget gerne, og samtalerne kan medvirke til at komme videre siger Lis.
Hun er uddannet sygeplejerske og familieterapeut og har arbejdet med misbrug de sidste 15 år og i Brøndby
siden 2002.
Sammen med hende hjælper hendes kolleger Ole og Karin med at få folk på ret køl igen.
Café Sol-vej har åbent tirsdag klokken 14-19 og torsdag klokken 9-14. Lis Fjelsted har telefonnummer 30942514 til henvendelser om alkohol. Og Ole Wittenburg har telefonnummer 29455084 til henvendelser om stoffer. Café Sol-vej holder åbningsfest den 29. august.