Det hører til sjældenhederne, at en karateklub rykker ind på samme adresse som et ældrecenter, men ikke desto mindre var det det, der blev fejret, da Brøndby Kommune i fredags indviede 3. etape af Nygårds Plads.
For i den sydlige del af stueetagen på den fem etager store bygning er der nemlig ud over plejeboliger også blevet plads til karateklubben Hokuto-Kai.
- Dette er jo ganske udsædvanligt, men vi er meget tilfredse med på denne måde både at opfylde karateklubbens ønske om nye og tidssvarende lokaler i nye omgivelser samt at få etableret et miljø med aktiviteter i ældrecentret, hvor unge og ældre kan mødes til gensidig glæde, sagde borgmester Ib Terp ved indvielsen.
Det var dog først og fremmest de forbedrede faciliteter på ældrecentret, der var i fokus, og borgmesteren lagde ikke skjul på sin begejstring.
- Med indvielsen af denne etape af centret fortsætter vi udbygningen af moderne velindrettede og fleksible boliger til kommunens ældre og plejekrævende borgere. Vi bygger videre på de erfaringer, vi har høstet i kommunens øvrige ældre- og plejeboliger, og vi bygger videre på princippet om, at vi også som ældre borgere med svigtende færdigheder skal have en velfungerende bolig i et trygt miljø, sagde Ib Terp.
Den fem etager høje bygning er på cirka 4.000 kvadratmeter og indeholder 45 plejeboliger fordelt på de fire øverste etager. På hver boligetage er der fællesarealer med køkkener og spisearealer, hvile- og dagligstue samt integreret område til Tv.
I stueetagen er der indrettet spiseafdeling med cafe og køkken.
- Vi tager boligerne successivt i brug. De første to etager tages i brug i dette forår, mens resten af huset forventes taget i brug i begyndelsen af 2011, sagde Ib Terp.
Formand for social- og sundhedsudvalget, Eva Roed, gav i sin tale et blik over ældrecentrets udvikling og kaldte indvielsen for en festdag.
Også centerleder på Nygårds Plads, Marianne Strømsted, var både stolt og glad over de nye lokaler.
- Jeg slog ordet stolthed op og fandt ud af, at det blandt andet betyder kilde til glæde og stolthed. Det er lige sådan, jeg opfatter resultatet af byggeriet, sagde Marianne Strømsted.
Direktør i entreprenørfirmaet NCC, Arne Becker, ønskede i sin tale til lykke og takkede for det gode samarbejde med de mange involverede.
- Hvis der skal bygges en fjerde etape, så er vi friske på opgaven, understregede han.