Af Pelle Fischer-Nielsen
Pladerne er på plads på bordet, kaffekopperne klirer i baggrunden og snakken går livligt i Møllehuset i Brøndby, der er et værested for kommunens pensionister. Snakken forstummer øjeblikkeligt, da dagens nummerpige Tove Madsen hiver det første nummer op af posen. Dagens sommerbanko er i gang, og 32 pensionister sidder klar ved pladerne til hyggebanko.
Nummer 65 får æren som dagens første nummer, og det bliver hurtigt dækket til af en af de farvede plasticmarkører, som ligger i små sirlige bunker på bordene. Flere numre følger i et rask tempo. Rummet emmer af koncentration, og stilheden hænger tungt over bordene. Sommerregnen akkompagnerer Toves opråb sammen med plasticmønternes klirren. Efter ti minutter bryder dagens første banko-råb den sagte lydkulisse. Det udløser en håndcreme for den første række, inden Tove straks springer videre til næste omgang, hvor vinderen skal have to rækker. Næste successkrig kommer efter kort tid, hvor vinderen får en flaske hvidvin for sine to rækker.
- Så går vi videre til hele pladen, og den skal fuld, understreger Tove, der opretholder et hæsblæsende tempo til dagens sommerbanko. Det bliver spillet en gang om ugen i sommerhalvåret, mens der resten af året bliver spillet et par gange om måneden. Vinen er sommerens førstepræmie, som normalt er en buketblomster eller lidt chokolade. Det er ikke de største præmier, der spilles om, men det er heller ikke meningen.
- Det er hyggebanko det her. Vi kommer for at være sammen, så det er det sociale, som det drejer sig om – selvfølgelig er det det. Møllehuset skaber netværk, fordi mange er alene, og så kan de komme herned og snakke med nogen, siger Finn Gath i dagens bankohalvleg, hvor der bliver serveret forfriskninger.
Billard og madklub
Møllehuset er ikke kun en bankoklub, men et centrum i mange af de ældres liv, hvor de finder meget af deres netværk. Værestedet byder hver dag på kreative tilbud, og der er ofte fællesspisning og madklub, hvilket er til stor glæde for de mandlige brugere, som ikke altid har lyst til at sidde og nørkle med papirnusseri eller strikketøj.
- Mændene spiller meget billard, og så er det altid et hit hos dem, når der er lidt mad, siger Marian Bliesener, der er daglig leder af centret, med et smil.
Hun fortæller, at banko er et populært tilbud, hvilket det fyldte lokale fortæller alt om. Her er der intens hygge i pladernes skær, og stemningen løsner op, hver gang et banko bryder koncentrationen. Men stilheden sænker sig igen, når næste plade går i gang, og Tove igen fisker et nummer op af den mørkeblå pose.
FAKTA: Så’ der banko!
Møllegården er et kommunalt værested for pensionister i Brøndby
En bankoplade koster 10 kroner, mens 6 plader koster 40 kroner.
Næste gang der er sommerbanko er tirsdag den 3. august, inden sommersæsonen siger tak ved at ryste posen en sidste gang den 12. august.
Derefter er der normal banko resten af året.