ForsidenGlostrupBrøndbyVallensbækLokalområdetSportBilleder
Fra politiker til pædagog
Brøndby 25-05-2011 09:06
Børneudvalgsformand Michael Gatten (V) skiftede for en dag skrivebordsarbejdet ud med børn, dukketeater og regnfrakker.
- Det var faktisk heldigt, at det regnede. Så fik han også lige prøvet, hvad det vil sige at skulle give så mange børn regntøj på, siger pædagog Sussi Alice Pedersen. Foto: Brian L. Jensen.

Selv om han er formand for Børneudvalget, var det ikke meget, han kendte til dagligdagen i kommunernes store daginstitutioner.

Den erkendelse fik for et stykke tid siden Michael Gatten (V) til at vælge at øremærke en dag til Børnehuset Fulglemosen, hvor han sidste tirsdag tilbragte det meste af dagen i praktik som pædagog.

- Nogle gange er det vigtigt, at man som politiker kommer ud fra sin plads bag skrivebordet og oplever den virkelighed, som borgere og medarbejdere arbejder i hver dag. Jeg mener, at det giver det bedste afsæt for at træffe politiske beslutninger, at man ved og ikke bare tror, at man ved, hvordan tingene fungerer i praksis, siger Gatten om baggrunden for, at han valgte at tilbringe en dag blandt børn og pædagoger.

Det var på et møde med pædagogernes fagforbund, BUPL, i efteråret, at pædagog Sussi Alice Pedersen fra Børnehuset Fuglemosen opfordrede Børneudvalgsformanden til at komme og prøve, hvad det vil sige at arbejde i en daginstitution for en dag.

Dukketeater i regnvejr
Dagens arbejde stod blandt andet på rytmik og bevægelse med børnene, en dukketeaterforestilling, frokost, påklædning og leg i regnen.

- For os var det vigtigt at præsentere Michael for en ganske almindelig dag, så vi havde ikke stablet noget ekstraordinært på benene, forklarer Sussi Alice Pedersen.

Hun ville egentlig helst have haft Børneudvalgsformanden på besøg en hård og kold vinterdag for at vise, hvor hårdt det kan være, når pædagoger er syge, og institutionen kører med lav bemanding.

Alligevel blev dagen en succes, mener Sussi Alice Pedersen, som er imponeret over, hvor godt den lokale venstrepolitiker klarede dagens opgaver.

- Han er en rigtig sympatisk fyr, han har børnetække og hjalp på lige fod med alle os andre. Og selv om vi prøvede at få ham lidt på glat is, klarede han det hele i stiv arm. Børnene hang på ryggen af ham, siger hun.

Efterlyser ressourcer
Selv er han også godt tilfreds med dagens udbytte.

- Det var en helt fantastisk dejlig oplevelse at mærke, at de mange gode værdier ikke bare er ord på et papir, men at de faktisk udleves i praksis. Det viser, hvad det betyder, at vi som politikere sætter de rammer, der er nødvendige, siger Gatten.

Apropos politiske rammer. I Børnehuset håber Sussi Alice Pedersen, at budskabet om behovet for flere ressourcer og vikarer trængte igennem.

- Vi får jo hele tiden mange nye arbejdsopgaver som sprogscreeninger, krav til forældrekontakt og indberetninger, som tager tid fra børnene, siger pædagogen, som er sikker på, at Gatten med praktikdagen har fået et bedre kendskab til, hvad det vil sige at køre en stor daginstitution.

- Og så har vi lært hinanden at kende. Jeg er helt sikker på, at han vil tænke på os, næste gang han hiver sparekniven frem.

Denne uges avis
Sidste uges avis
© Folkebladet    •    Glostrup Torv 6    •    2600 Glostrup    •    43 96 00 31    •    folkebladet@folkebladet.dk
Anmeld
Anmeld
Anmeld
Anmeld