BRØNDBY: Efter at have aflagt en fuldstændig tilståelse om de mange forhold, dømtes THOMAS CHRISTIANSEN til et års fængsel. Retten tog ikke hensyn til, at han nu er i behandling på sexologisk klinik, hvorfor hans forsvarer bad om en betinget dom.
De krænkede piger, som turde stå frem, fik hver tilkendt en erstatning på 10.000 kr.
Politiet fandt efter grundige undersøgelser frem til 23 af de piger, som gik i hans fælde med lovning om en fremtid som model på cat-walken, mens de øvriges identitet stadig er ukendt.
Modefotografen Charlotte
På chatten udgav han sig for at være modefotografen Charlotte, som bad pigerne om at sende billeder i mere og mere afklædt tilstand, så deres egnethed som fotomodeller kunne bedømmes.
Når nøgenbillederne var modtaget, blev pigerne truet med offentliggørelse af billederne på nettet eller fremsendelse til forældrene.
Flere af de skrækslagne piger tog truslerne så alvorligt, at de adlød ønsket om at udføre seksuelle handlinger med diverse redskaber.
I flere tilfælde afslørede den opdigtede Charlotte sig som værende en mand, som efterfølgende begyndte at true pigerne.
I et tilfælde trak han sig først tilbage, da pigen - som stod helt nøgen og var blevet tvunget til at onanere foran web-kameraet – hentede en Global køkkenkniv og begyndte at skære i sig selv.
På intet tidspunkt har Thomas Christiansen haft fysisk kontakt til pigerne. Dette var en formildende omstændighed under retssagen. Ligeledes gjorde han heller ikke alvor af truslerne om at offentliggøre fotos på nettet.
Det var min skyld
Lotte Petersen på 14 år, er en af pigerne, som Thomas Christiansen har misbrugt. På et tidspunkt i forløbet erkender hun, at være kommet ud i noget rigtigt skidt og vælger at betro sig til sin mor, hvorefter overgrebene mod hende bliver meldt til Politiet.
- Jeg troede først, at det var min skyld. At jeg selv var ude om det. Mange af de piger, som har været udsat for det samme, tør ikke fortælle det til nogen eller anmelde det, siger Lotte Petersen til Ekstrabladet.
Sex-chatteren har haft kontakt med piger over hele Danmark, så det er sandsynligvis kun en brøkdel af overgrebene, som er kommet til politiets kendskab.
Nemmere at lokke mindreårige i fælden
Forholdene har fundet sted siden 2004. Det er først, da Lotte Petersens mor går til politiet, at efterforskningen starter. Politiet beslaglægger hans Dell computer og Rigspolitiets tekniske afdeling finder her beviser nok, til af sigte ham for de 23 forhold.
THOMAS CHRISTIANSEN er en almindelig familiefar med kone og to børn. Han forsøgte sig først med voksne kvinder på nettet, men han erfarede, at de over 18-årige ikke var så nemme at lokke i fælden, hvorfor han udelukkende gik efter mindreårige. Thomas Christiansen blev efterhånden helt afhængig af det.
Forældre holder ikke øje med børnenes færden på nettet
I Danmark er der ingen lovgivning, som kontrollerer brugen af netsteder som Arto eller MSN.
Det er opsigtsvækkende, at så mange forældre over hele Danmark gennem så lang tid ikke var klar over, hvad deres børn foretog sig på nettet. Derfor lykkedes det for THOMAS CHRISTIANSEN at fortsætte med disse forbrydelser i årevis, før han blev opdaget og afsløret af en ansvarlig mor.
Folkebladet har talt med Thomas Christiansen fra Brøndby Strand og spurgt ham om hans synspunkter efter afsløringen, men han ønsker ikke at udtale sig til Folkebladet.
Du kan kommentere denne artikel her på netavisen.