Fakta-ansat bagbundet efter røveri
Politiet søger to gerningsmænd efter et væbnet røveri mod Fakta, Nygårds Plads.
Slået i hovedet, truet med pistol og så bagbundet, da røverne stak af.
Sådan gik det for en 18-årig Fakta-medarbejder under et røveri søndag morgen.
- Han blev fundet af en kollega ved syv-tiden i morges (søndag, red.). Der havde han siddet bundet i en time oplyser Kim Svenningsen, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Newspaq.
Fakta-medarbejderen modtog derefter krisehjælp, men var i stand til at give at signalement til politiet.
- Det er tale om to indvandrere, der er 20-25 år gamle. Den ene er 185 centimeter høj, muskuløs, har brune øjne, kraftige sammenvoksede øjenbryn og bar sort kasket. Han havde en mørkeblå Adidas-trøje med lynlås på og mørke cowboybukser, blå Nike Shox-sko og en sort kasket af mærket Flex Fit. Den anden var kun omkring 170 centimeter høj og også muskuløs, og han bar firkantede diamantlignende ørestikker. Han havde en sort kasket på og, bar sort, strikket trøje med høj hals samt sorte joggingbukser og hvide Nike-gummisko, fortæller Kim Svenningsen.
Københavns Vestegns Politi hører gerne fra borgere.
- Vi ønsker oplysninger som kan hjælpe os med at identificere gerningsmændene og kortlægge deres færden før og efter røveriet, siger vicepolitikommissær Hans Christian Tonnesen. Ring på 72587426 eller 43861448.
Kommentarer til artiklen (0)