Jeg har været hos min værtsfamilie i Malawi i snart tre uger. I den første uge var det svært at vænne sig til de nye omgivelser. Selv om jeg hjemmefra ikke gjorde mig nogle særlige forestillinger om livet i Malawi, så er alt overhovedet ikke, som jeg havde forventet.
Der går mange år i mellem, at der kommer hvide mennesker i landsbyen, og de fleste børn har aldrig set en som mig før, så de er både meget nysgerrige og meget tilbageholdende. Også de voksne malawianere kigger på mig.
De få, der kan tale engelsk, taler til mig, men mange, specielt kvinderne, sidder bare og kigger og snakker om mig. Jeg ved, de snakker om mig, fordi de bruger ordet mzungu, som betyder spøgelse, og er det ord, som de bruger om hvide mennesker. Jeg har fået af vide, at mzun-gu ikke er et nedladende eller racistisk ord.
Jeg synes alligevel, det er ubehageligt at blive ’udpeget’ som anderledes, og jeg føler mig fremmed for dem, og på sin vis bekræftet i, at jeg ikke hører til.

100 elever - én lærer
Som tiden går, er der færre og færre der kigger skævt til mig, og de fleste kender nu mit navn. Når jeg bevæger mig rundt i landsbyen, kan jeg høre børnestemmer råbe mit navn alle steder fra, efterfulgt af ’mu li bwanji?’, som betyder ”hvordan går det”.
Jeg føler mig meget bedre tilpas end den første uge. Jeg møder en masse mennesker og oplever en masse ting.
Forleden dag var jeg henne på den lokale skole, hvor børnene fra min landsby går. Da jeg kom hen til skolen, blev jeg omringet af en masse børn, som klappede og grinte af begejstring. En dreng klappede og begyndte at skrige, da han fik øje på mig. Der var et vildt kaos, så jeg blev hurtigt ført ind på rektorens kontor, væk fra den kæmpe børnemasse. Rektoren kunne fortælle en masse om skolen – hvordan den fungerer, problemer der opstår og så videre.
Der går 1.156 elever og der er 15 lærere inklusiv rektoren. Ifølge malawisk lov, må der maksimum være 60 elever i hver klasse, men her er der over 100 på nogle klassetrin – og én lærer.
På grund af antallet af elever, deler lærerne eleverne op i mindre grupper og underviser en gruppe ad gangen. Det betyder, at ikke alle elever får undervisning hele tiden, men i stedet sidder og leger eller snakker, imens læreren underviser de andre elever.
Jeg var inde i en 3. klasse og øve engelsk med eleverne. Her var det tydeligt at se, hvor lavt niveauet er. Langt de fleste elever kunne ikke, eller havde meget svært ved, at sige sætninger såsom ”my name is...” og ”I am ... years old”.
De bliver undervist i engelsk fra de starter i skole, og fra 5. klasse af, foregår alle fag, bortset fra deres officielle sprog, på engelsk. Alligevel har børnene meget svært ved engelsk og selv de store børn forstår ikke simple gloser. Jeg synes, det er meget tankevækkende, at al undervisningen foregår på engelsk, når de har så svært ved sproget. Mest af alt drejer det sig om udenadslære, så eleverne kan bestå en eksamen om rykke et klassetrin op.

Dyrt gymnasium
Det er gratis at gå i skole, men alligevel dropper omkring halvdelen af eleverne ud af skolen. Utrolig mange piger dropper ud, fordi de bliver gravide, bliver gift eller nægter at gå i skole, fordi de venter på at blive gift. Drenge dropper ud, fordi de i stedet hjælper deres forældre med at passe marken eller dyrene derhjemme.
Kun omkring fem procent læser videre på det, som er tilsvarende et gymnasium. Det koster penge at gå på gymnasium her i Malawi, så børn med fattige forældre ikke har en lille chance for at kunne videreuddanne sig.
Derudover er der i Malawi ikke tradition for, at piger får en uddannelse. Pigerne blive opdraget til at være mødre og tage sig at det huslige.
Det sætter tingene i et andet perspektiv, når man har set skoler og hørt om børn og unges fremtid her i Malawi.
I Danmark taler vi om, at der er for mange elever i hver klasse. Vi vil gerne have større klasselokaler og bedre faciliteter på de danske skoler, men her sidder børnene på jord og støv i slidte lokaler i 50 grader.
I Danmark vil vi gerne have bedre uddannelser for lærere, men i Malawi har de studerende et 4 ugers kursus, hvorefter de overtager deres egen klasse.
Forskellen på Malawi og Danmark er kæmpe stor og det er gået op for mig, hvor svært det er at bryde den negative sociale arv og dermed komme ud af fattigdom.
Selv om det er en kæmpe kliché, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor heldig jeg er, fordi jeg er født i Danmark og ikke skal kæmpe med de samme ting.

Freja Madsen arbejder som volontør i tre måneder for Folkekirkens Nødhjælp i Malawi.