Det var 9. år i træk, at Brøndby Kommune uddelte årets virksomhedspris til en offentlig og privat virksomhed, der gør noget ekstraordinært for beskæftigelsen i Brøndby.
Borgmester Ib Terp, der uddelte prisen, fortalte, at også Brøndby Kommune har været ramt af nedturen på arbejdsmarkedet og har fået flere ledige. Derfor, sagde borgmesteren, er det vigtigt at have relevante tilbud, der sikrer den ledige en tilknytning til arbejdsmarkedet, og det kan ikke ske uden hjælp fra virksomhederne i nærområdet.
Stor rummelighed
Ældrecenter Nygårds Plads var repræsenteret ved Centerleder Marianne Strømsted og 15 af de medarbejdere, der har deltaget i indsatsen for at skabe større rummelighed for de ledige borgere. Borgmesteren roste ældrecentret for at tage godt imod alle nye borgere og for at vise stor forståelse for de problemer, den ledige kan have. Han fremhævede også, at ældrecentret var villigt til at tage folk i praktik, uanset borgerens ressourcer.
- Det er hele Ældrecentret der indstilles, da der udvises forståelse for disse borgere på alle niveauer. Ældrecentret forsøger hele tiden at opgradere sin viden i forhold til målgruppen ved blandt andet løbende at deltage i mentorkurser og netværksmøder for mentorer. Det opleves som en social ansvarlighed ud over det sædvanlige, sagde Ib Terp, inden han overrakte prisen – en skulptur af kunstneren Carsten Jensen – samt blomster og diplom.
Ud over Ældrecenter Nygårds Plads var også
Børnehuset Stolpebo og Hvidovre Hospital ved Børneafdelingen og Gartneriafdelingen nomineret til prisen.
Tager godt imod
Bauhaus i Glostrup var repræsenteret af varehuschef Mikkel Aller, driftschef Thomas Hornum og driftschefsassistent Henrik Mellerup, som er en af to hovedmentorer for kandidaterne.
Uanset om borgerne har haft fysiske, psykiske eller sociale problemer ud over ledighed, har Bauhaus altid taget rigtig godt imod hver enkelt kandidat og fået dem til at føle sig som en del af et team og en velfungerende arbejdsplads. Det har medvirket til, at mange kandidater har fundet et større selvværd samtidig med, at de har haft mulighed for at blive opkvalificeret både fagligt, socialt og i flere tilfælde også sprogligt, sagde Ib Terp.
Han roste også Bauhaus for at have tilrettelagt arbejdsopgaverne nøje efter hver enkelt kandidat.
Samtidig understregede borgmesteren, at samarbejdet ikke havde kunnet lykkes, hvis ikke Bauhaus havde haft engagerede mentorer ”på gulvet” til at tage sig af den daglige kontakt til kandidaterne.
- Uden deres ægte interesse, sociale engagement og ønske om at hjælpe et medmenneske ville et velfungerende samarbejde ikke være muligt, sagde Ib Terp og overrakte ligeledes skulptur, blomster og diplom.
Ud over Bauhaus var også Brøndby Dæk og Autoservice, Cool Gray A/S, Strandcaféen i Kulturhuset Brønden, Larsens Livretter og Tranemosegårds Afd. T13 – Silergården indstillet til prisen.