Kommunen har en lang tradition for udveksling af skoleklasser. Brøndby Strand Skole har for eksempel tre venskabsskoler, og i sidste uge var det venskabsskolen Kopernikus Oberschule fra Steglitz i Berlin, der var på besøg. Skolen har været venskabsskole i 28 år.
Både elever og lærere fra Berlin og Brøndby blev traditionen tro inviteret til reception på rådhuset, hvor borgmester Ib Terp inviterede indenfor.
Også viceskoleleder på Brøndby Strand Skole Krista Jacobsen er glad for at videreføre den lange tradition Brøndbys skoler har med venskabsbyer i Europa.
- Vi arbejder målrettet på at give eleverne på vores skole et indblik i, hvad det betyder at være en del af det globale samfund, og her er samarbejdet med vores venskabsskoler en god måde for børnene at opleve et andet land, en anden kultur, et andet sprog, samtidig med at de skal stå på egne ben, fortæller Krista Jacobsen.