Jeg bor i Brøndby Strand og har 5 børn. 4 af mine børn går, eller har gået i skole i Brøndby Strand. De er i aldersgruppen mellem 8-19 år, og de er og har været, en del af en velfungerende enhedsskole.
Jeg mener, at den danske enhedsskole er velfungerende. Hos os i Brøndby Strand, er den netop velfungerende. Det, at der så stor spændvidde i aldersgrupper og klassetrin, (og nationalitet for den sags skyld) er en kvalitet i sig selv. Det giver en bredde, som uværgeligt tvinger børnene til at være tolerante og overbærende over for andre børn, som ikke lige ligner dem selv. Dette er meget vigtigt for skolen og senere for samfundet.
Selvfølgeligt er enhedsskolen en stor udfordring, når der sådan en stor bredde. Men jeg mener, at udfordringen i sig selv er en stor kvalitet. Der er blevet etableret mæglings-grupper og legepatruljer. Der er desuden en god ledelse og engagerede og dygtige lærere på de forskellige skoler i Brøndby Strand. Samlet er det med til at gøre Brøndby Strand til et rigtigt godt sted at være.
Så vidt jeg forstår er der to forslag om Brøndby Strand:
- Alle elever sendes ned i den ene ende af Brøndby Strand og fordeles med 0-3 kl. på Brøndby Strand Skolen og 4-9 kl. på Søholtsskolen.
- Eleverne fordeles, så de dækker hele Brøndby Strand med 0-9 kl. på både Langbjergskolen og Søholtsskolen.
Kommunalbestyrelsen går ind for forslag nr. 1.
Jeg undrede mig meget da jeg hørte at man med forslag nr. 1, ville splitte enhedsskolen i Brøndby. Jeg var slet ikke klar over at der var noget galt. Det har i mange år været mit indtryk at enhedsskolen fungerede godt i Brøndby. Der må være noget jeg slet ikke har set. Har enhedsskolen spillet fallit i Brøndby. ? Virker enhedsskolen heller ikke i resten af landet ? Hvad bliver mon det næste ? Vil andre kommuner mon følge Brøndbys eksempel ?
Det har været tydeligt for os forældre, at børnetallet er faldende i kommunen. Det har været klart, at der var skoler der nødvendigvis skulle lukke. Der er hverken lærere eller forældre, der ser det som realistisk, at bevare alle 3 skoler.
Som forældre og uden at være specialist i noget som helst, kigger jeg måske kun på de overordnede rammer og kan måske ikke se de finere detaljer, men:
1. Beliggenheden. Hvis man kigger i Krak, og kigger på beliggenheden alene, falder det tydeligt for, at Langbjergsskolen og Søholtsskolen bibeholdes. Sådan, at der er en skole i begge ender af Brøndby Strand. Jeg kan ikke se noget godt argument for, at kun den ene ende af Brøndby Strand skal være dækket.
2. Enhedsskolen. Hvad er der galt med enhedsskolen ? Jeg har ikke hørt eller set, at det ikke går godt. Jeg kan ikke se noget godt argument for splitte den ad. Hvad er mon den gode grund til det ?
Jeg så et interview på Brøndby Lokal Tv med Bente Ritter fra Venstre og borgmester Ib Terp fra Socialdemokratiet. De talte om skolelukning og enhedsskolens ophør. Hovedproblemet ved dette interview var, at de begge var enige. Dermed var det ikke de kritiske argumenter der kom frem. Jeg kunne godt tænke at spørge om, hvorfor de mener at de ikke splitter enhedsskolen ad, hvis man placerer 0-3 kl. på Brøndby Strand Skolen, og 4-9 kl. på Søholtsskolen. Jeg vil mene at alene det, at de forskellige klassetrin deles på 2 forskellige skoler splitter enhedsskolen.
Bente Ritter argumenterede for, at Langbjergskolen skulle lukkes frem for Brøndby Strand Skolen, blandt andet fordi Brøndby Strand Skolen var lavet i mursten og Langbjergskolen var lavet i beton. Et andet argument var at der var bedre lokaler på Brøndby Strand Skolen. Man kan da ikke sammenligne skoler på de grundlag. Det må være dagens tyndeste argumenter. Jeg kender Langbjergskolen udmærket og de har fine, store og rigeligt med lokaler. De har blandt andet en kanon- SFO. Så argumentet er bare lodret forkert.
Det vil være det bedste og mest fornuftige at Søholtholtskolen og Langbjergskolen bibeholdes med 0-9 kl. på begge skoler. Både af hensyn til geografien, enhedsskolen, og af hensyn til forældre, børn og lærere.